Sandkassen

Prøv at se en sandkasse for dig. Der er ikke andet i den end sand og en ramme omkring det. Dette billede kan bruges til at beskrive, hvad en oplevelse af frihed og lykke dybest set handler om ...


Prøv at se en sandkasse for dig. Der er ikke andet i den end sand og en ramme omkring det. Dette billede kan bruges til at beskrive, hvad en oplevelse af frihed og lykke dybest set handler om.

Prøv så at tænke på det, du oplever i dit liv. Hvad er du optaget af? Hvad giver du opmærksomhed? Hvad interesserer du dig for, og hvad kan holde dig fanget? Alle disse ting, tilstande og oplevelser er det, du gennemlever som dit liv. Men det er vel at mærke dig, der har valgt, at sådan synes du, at det skal være. Og alt det, som på denne måde optager dig, er det, der fylder dit liv. Med andre ord, så er det ting, du har puttet ind i din private sandkasse. Nu er den ikke længere tom, men fyldt af det, du har valgt at anbringe i den.

Det er nemt at forstå, hvad angår de ting, vi kan lide og finder meningsfulde. Vanskeligere er det at indse, at de ting, der går os på og bekymrer os, også er noget, vi selv har valgt at være optaget af. Og endnu vanskeligere er det at erkende, at der ikke er den store forskel på det, vi kan lide i vores liv og det, vi gerne vil være fri for. Det er alt sammen noget, vi selv har valgt at fokusere på.

Så hvis man gerne vil have lidt mere lys og luft i sit liv, så gælder det om at give slip på alle disse ting, man hidtil har været optaget af. Smid dem ud af sandkassen, så der bliver mere plads til bare at være. Det betyder ikke, at du skal blive følelsesløs og ligeglad, tværtimod. Det betyder, at du har følt så dybt og bekymret dig så meget, at du omsider forstår, at frihed er ikke at bekymre sig, og lykke er ikke at være optaget af noget.