"For ind i tomheden strømmer en venlighed, der ikke er vores egen. Den strømmer igennem os, men vi er ikke ophav til den. Den kommer til os, og vi bliver båret af den, og dens virkning spreder sig til andre. Helt uden vores medvirken og intention. Så naturlig føles denne venlighed, at man bare må overgive sig til den og lade den virke, som den vil. Den er som søndenvind og blomsterduft, mild og uimodståelig. Man kan ikke gøre modstand mod den. Hvis man prøver at komme i tanke om, hvordan man følte før, så er der bare ingenting. Man kan ikke komme tilbage til de gamle, velkendte følelser. De er væk. Hvor pokker blev de af? Hvor blev man selv af? For det er jo ikke én selv, der er så venlig. Man bliver gennemstrømmet af en venlighed, som man selv står måbende overfor. Den føles som vores sande natur, og dog er vi ikke ophav til den. Den er ikke vores præstation, og vi kan ikke beholde den for os selv. Den er alles og alle vegne, og er man én gang blevet berørt af den overstrømmende venlighed, kan man aldrig glemme den igen, aldrig igen kun tænke på sig selv og sin egen lykke."

Lisbeth Schneider: Stilhedens mirakel.