"Jeget er sin egen fængselsbygger og fangevogter. Og materialet til murene udgøres af ens behov for at opretholde sin forestilling om sig selv. Denne forestilling kan som sagt bestå af hvad som helst, blot er det så vigtigt for én at være identisk med den, at alt andet tilsidesættes. Det lyder måske meget tilforladeligt, men da der er tale om en begrænset forståelse, som lukker alle de oplevelser ude, der ikke lige passer, så står man tilbage med et selvbygget univers, der hele tiden understøtter sine egne mure, fordi alt, hvad man kan godtage, holdes inde, mens alt andet holdes ude. Nu har Jeget det trygt inden døre og kan gå rundt i små cirkler og uforstyrret bekræfte sig selv i sin lille verden. "

Lisbeth Schneider: Tomhedens fylde.