Tanker
På denne side kommer der løbende nye tanker til fordybelse.
Det, vi oplever som vores liv, er ikke hele virkeligheden, selv om vi tror det. Vi er bare så vant til at gå rundt i vores egne tankemønstre, vaner og forestillinger, at vi ikke stiller spørgsmålstegn ved dem. Vi har alle sammen en masse ting, vi tager for givet, og mange overbevisninger, som vi er sikre på er rigtige. Men er de nu det? Det er værd at tænke over, hvad det er for en væremåde, vi for alt i verden vil opretholde, og hvorfor vi vil det. Hvorfor er det så vigtigt at være på en bestemt måde, selv om vi inderst inde godt ved, at den ikke er dækkende for, hvem vi er?
Svaret er enkelt, men virkelig provokerende. Den historie, vi fortæller om vores liv, er bare en måde at være på, som vi har valgt, fordi den fungerede i vores forhold til andre. Den gjorde det nemmere for os at omgås andre i familien, men den er bare en måde, hvorpå vi prøver at passe ind. Det mærkelige er, at vi overhovedet ikke har nogen lyst til at gennemskue vores tilpasningsrolle. Vi er nemlig blevet identiske med rollen, og derfor bekæmper vi alt det, der ikke passer ind i den. Vi bliver ligefrem skrækslagne, hvis det, vi virkeligt mener og føler, pludselig dukker op, så det får vi hurtigt undertrykt igen.
Denne besynderlige måde at leve på fortsætter lige indtil, vi omsider får nok, og den, vi virkelig er, bryder igennem.
Livets hemmelighed
På et tidspunkt går det forhåbentlig op for en, at man ikke kan blive lykkelig ved at stræbe og kæmpe. Man kan godt kæmpe sig til succes, men det bliver man ikke lykkelig af. For at opleve lykken må man holde op med at kæmpe, holde op med at plage sig selv og anstrenge sig i en uendelighed for at få det, som man gerne vil have det. Det er i den dybe afslapning, at livet åbenbarer sin hemmelighed: Du er lykkelig, og du skal ikke gøre noget for at være det. Som en klog mand engang sagde: ”Hvordan mærker du blomsternes duft? Der er ingen indsats fra blomstens side og heller ikke fra din. Du oplever duften, ubesværet."
Vi er alle sammen optaget af vores egen historie om os selv. Det er en fortælling om, hvordan vi tror, vi skal gebærde os for at opnå accept og kærlighed, succes og anerkendelse. Hvordan vi hver især prøver at opnå det, vi længes efter, er selvfølgelig forskelligt, men oplevelsen af, at vi skal stræbe, kæmpe og anstrenge os for at komme frem til en oplevelse af at være lykkelige, har vi til fælles. Det vil sige, at vores liv består af en endeløs kamp for at blive lykkelig - et mål der bliver ved med at fortone sig i det fjerne.
Før eller siden begynder man forhåbentlig at kigge nærmere på sin egen væremåde og stille spørgsmål til, om den virkelig er dækkende for, hvem man dybest set er, eller er den blot en måde at overleve på. Når man begynder at kigge på sin egen adfærd på den måde, begynder en spændende rejse, hvor man langsomt begynder at skælle lag for lag af sin egen selvforståelse. Og til sidst vil man nå frem til, at man har optrævlet hele den historie, man har fortalt om sig selv, og man er derfor ikke optaget af den mere.
Og så kan man pludselig for første gang opleve, at man hviler fuldkomment i sig selv. Det er vores historie om os selv, der skygger for, hvem vi i virkeligheden er. Når den historie er gennemskuet, så dukker den, vi virkelig er, op af sig selv.
En lille vejledning til oplevelsen af lykke
Det, vi bruger tid og opmærksomhed på, er det, der er vores virkelighed, men det ved vi ikke. Vi er ikke klar over, at vi hele tiden former vores oplevelse af livet via det, vi er optaget af. Vi tror, at vi omkostningsfrit kan gå rundt og være mellemfornøjede, sure og krævende eller bange og kede af det, men vores tilstand skaber hele tiden sit eget spejlbillede. Det, vi føler og tænker, bliver til den virkelighed, vi oplever. Det er ikke modsat, som de fleste tror, at det er vores situation og den verden, vi lever i, som gør os utilfredse og kede af det. Det er omvendt. Det er det, du selv er, der skaber din oplevelse af verden.
Så hvis du gerne vil være lykkelig, så vær lykkelig. Glæd dig over små og store ting. Vær opmærksom på glæden i alt, hvad du gør, og se så, hvad der sker.
At være ude af sig selv beskriver en tilstand, hvor man er rykket ud af sin normale måde at opleve på. Man er rystet, chokeret, ude af balance og ikke i stand til at se eller tænke klart. Det er en ubehagelig oplevelse, som heldigvis kun sjældent indtræffer. Eller det tror vi i det mindste. Sandheden er desværre mere kompleks.
I virkeligheden er vi alle sammen hele tiden ude af os selv. Vi ved det bare ikke, fordi vi ikke har nogen anelse om, at det, vi oplever som os selv, ligger milevidt fra den essens, vi dybest set er. Vores daglige liv og oplevelse er en evig gentagelse af nogle tillærte overbevisninger og forestillinger, der ikke har noget som helst at gøre med vores egentlige væsen. Det er blot en væremåde, vi har indøvet, fordi den gav os nødvendige fordele i forhold til vores omgivelser. Vi spiller altså alle sammen en rolle i stedet for at være os selv, og vi har gennem vores liv lært at gøre det så perfekt, at vi fuldstændig har glemt, hvem vi er, men lever i den vildfarelse, at vi er den rolle, vi spiller.
Det siger sig selv, at det kræver en lang og helhjertet indsats at få trævlet hele denne misforståelse op igen. Det tager år, ja årtier, at få lag efter lag afdækket, så vi igen kan begynde at få glimt af vores autentiske væren. Det vil sige oplevelser af at hvile i os selv, være os selv, være nærværende og lysende. Det er en ubeskrivelig glæde at vende tilbage til bare at være sig selv. Det føles som endelig at have fundet hjem.
Selvudviklingens mysterium
Når man begynder på sin opdagelsesrejse i sindets kringelkroge, så er man fuld af gå på mod og selvsikkerhed. Man er på en spændende rejse, og man finder nye sider af sig selv, der inspirerer til fortsat søgen. Drevet af håbet om at finde stadig mere bevæger man sig dybere ind i det ubevidste. Og så sidder man pludselig fast. Man kan ikke længere se vejen frem, og man kan heller ikke komme tilbage til den, man var. Man prøver at komme det nye i møde, men det gamle trækker en tilbage. Denne del af rejsen er virkelig vanskelig og kræver stor udholdenhed og tålmodighed. Forløsningen kommer først, når man forstår, at det, man finder på sin lange rejse, i virkeligheden har været der hele tiden. Man forstod bare ikke, hvordan det hang sammen.
Dette mysterium kan billedliggøres med den afrikanske flod Niger, der har sit udspring tæt ved det sted, hvor den løber ud i havet. Da man i sin tid søgte efter Nigers udspring, endte man efter en lang og udmattende rejse tæt på det sted, hvor man startede. Sådan er det også med selvudvikling. Når man er nået hele vejen rundt, så opdager man, at man er nået tilbage til sig selv. Men nu ved man, hvem man er.
Når vi på en eller anden måde ikke har det godt, prøver vi selvfølgelig at få det bedre hurtigst muligt. Vi vil bare af med ubehaget, få det overstået, få det til at gå væk. Selvom det er en oplagt reaktion, så er det faktisk ikke nogen god ide.
For det i os, der stiller sig i vejen for at have det godt, kommer selvfølgelig et sted fra. Og dette sted rummer alt det i os, vi endnu ikke kender. Og netop fordi vi ikke kender det, så oplever vi det udelukkende som en ubehagelig forstyrrelse, der prøver at ændre på det, vi forstår som os selv, og det føles utrygt og angstfremkaldende. Derfor gør vi automatisk modstand mod de dybe lag i os selv, og dermed kommer vi selvfølgelig heller ikke til at kende dem, men fortsætter vores liv indenfor de rammer, vi allerede har sat.
Og sådan går vores liv med at anstrenge os for at kontrollere det lille kendte område af os selv og afvise og bekæmpe alle forstyrrende forsøg fra den større del af os selv, som igen og igen prøver at fortælle os, at livet er langt dybere og mere magisk, end vi gør os nogen forestilling om. Så hvis man er grundig træt af den måde at leve på, så er det oplagte råd: Lyt til det, der forstyrrer dig. Prøv at lade være med at gøre modstand mod den ubehagelige tilstand, stemning, blokering osv. Prøv at opleve den som en vejleder og ven, der vil gøre dig opmærksom på noget nyt i dig selv.
Den, du er
Svaret er paradoksalt: Du kan ikke blive lykkelig, fordi du er lykkelig. Oplevelsen af glæde og lykke er vores grundtilstand, den vi altid er. Men det ved vi ikke. Derfor tror vi, at lykken er noget, vi skal arbejde for. Og det er så her fælden klapper. Når vi farer rundt for at finde lykken, eller anstrenger os for at opnå den eller håber, at den vil indfinde sig en dag og befri os fra vores oplevelse af utilfredshed og utilpashed, så får vi byttet rundt på tingene. Vi er ikke længere lykkelige, men håber at vi kan blive det.
Men som enhver, der har arbejdet længe nok på sagen, ved, så kan det ikke lade sig gøre. Det er kun indsigt i denne kendsgerning, der kan få en til at forstå, at man må stoppe sin jagt på lykken og håbet om at finde den. Og så bliver der helt stille. Så opdager man, at det først er, når man opgiver håbet om at blive lykkelig, at man kan mærke, at man er lykkelig.
Accept er et nøglebegreb i selvudvikling. Og det helt bogstaveligt. Kan man acceptere noget, så har man fundet nøglen, der kan åbne nye døre.
Problemet er, at det er så uendeligt svært at forstå, hvad accept indebærer. Det kræver så megen viden, indsigt og øvelse, at man til tider er ved at give op. Det siger sig selv, at det er de vanskelige situationer og oplevelser i ens liv, der er svære at acceptere. Når livet gør ondt, er den instinktive reaktion at kæmpe imod og prøve at komme væk fra lidelsen. Man gør altså modstand, klager sig og vrider og vender sig og vil på ingen måde acceptere smerten, og dermed kommer man til at sidde fast og kommer ikke ud af stedet.
Det er først, når man har været gennem denne proces mange, mange gange, at man får modet til at lade lidelsen være en vejviser i stedet for en plage. Når man accepterer lidelsen i sit liv, så opdager man en dybde i livet, som man aldrig før har oplevet. Det er et mysterium, at når du accepterer din smertefulde situation, så oplever du for første gang at være lykkelig.
Lykken
Men årsagen til skuffelsen ligger i os selv. Det er den selvopfattelse, vi alle slæber rundt på, der sørger for, at vi hele tiden går glip af livet i al dets friskhed og fylde. Vores selvforståelse lukker os nemlig inde i det, vi kender. Vi kan med andre ord ikke se og opleve livet, fordi vi selv skygger med alle vores antagelser og meninger om os selv og andre. Vi forstår ikke, at lykken er en tilstand, der er, når der ikke er andet. Når man tør træde tilbage fra alle sine meninger, tanker og følelser, så er man pludselig lykkelig.
Den kendte anekdote om en mand, der har tabt nøglen til sit hus uden for hoveddøren, men som står og leder efter den ude på vejen, hvor der er lys, er virkelig tankevækkende. For det er jo sandt, at vi ofte kan mærke, at vi har mistet noget, der er vigtigt for os, men vi kan ikke finde det igen af den simple grund, at vi kigger det forkerte sted.
Som regel leder vi på overfladen, det vil sige, vi bruger tid og energi på et problem, som vi oplever fylder vores liv på en kedelig og ubehagelig måde. Vi er dermed fuldt beskæftigede med en eller anden dårligdom og tror, at bare vi finder løsningen på den, så vil vi finde glæden igen. Men sådan hænger det ikke sammen. Vores problemer har nemlig kun den funktion at få os til at være optagede af dem, så vi ikke finder ud af, hvor vi i virkeligheden har tabt nøglen. Derfor er de uløselige, det vil sige, de kører hele tiden i ring og fornyr sig selv, så vi kan blive ved med at være optagede af dem. Og det er vi så, dag efter dag, år efter år.
Det sker først noget afgørende, når vi omsider forstår, at det, vi leder efter, findes i et dybere lag, der har med vores egentlige essens at gøre. Når man begynder at lede efter den, så vil man finde det, man søgte efter.
Lyksalighed
Sagen er, at oplevelsen af lykke er ensbetydende med, at man for et øjeblik har glemt sine sædvanlige tanker og bekymringer. Man er tilstede i nuet og tænker slet ikke på, hvordan det skal gå med dette eller hint. Man er bare, og det er lykken. Men oplevelsen varer kun et øjeblik, fordi vi bliver så lykkelige, at vi straks begynder at tænke over, hvordan vi kan sikre os, at vi kan blive ved med at være det. Og så kommer bekymringerne med det samme tilbage. Og med dem frygten for, hvordan det skal gå med alle vores planer og problemer. Og så er vi ikke lykkelige mere men travlt beskæftigede med, hvordan vi kan blive det.
Og som alle ved, betyder det et liv i anstrengelse og forsøg på at få kontrol over det hele, så man igen kan slappe af og opleve at være lykkelig. I mens har vi lykkelig glemt, at lykken kun kommer, når vi ikke har planlagt det.
At være autentisk er en sjælden evne. Det betyder, at man kan være sand, ægte og troværdig overfor den, man dybest set er. Men at kende sit eget virkelige væsen indebærer en vanskelig proces. Den kræver, at man tør stille spørgsmålstegn ved ens tillærte væremåde og i stedet åbne op for egenskaber, som man har fortrængt, fordi de på den ene eller anden måde ikke var velkomne.
Det siger sig selv, at når man på denne måde inviterer de skjulte sider af sig selv indenfor, så skaber man en konflikt mellem den person, man kender som sig selv, og den nye. Det opleves som en krisetilstand. Men her er det vigtigt at huske, at denne ubehagelige tilstand er udtryk for, at man leder efter den, man virkelig er. Når man til sidst lærer den nye side af sig selv at kende, forsvinder ubehaget, og den vidunderlige oplevelse af autenticitet dukker op. Endelig tør man være sig selv.
Tryghedens pris
Det kendte bliver derfor essensen af vores liv. Det er trygt, men også forudsigeligt. Vores vanetænkning låser os fast i en bestemt måde at være på, og vi opdager overhovedet ikke, at vi bare gentager os selv. Det kræver stor selvindsigt at vågne op af denne ubevidste gentagelse og opdage, hvordan den har styret ens liv. Det er en temmelig stor aha oplevelse af finde ud af, at man er meget mere, end man gik og troede.
Selvforståelse, selvopfattelse, selvbillede - der er mange navne for det, vi oplever som vores identitet: Det vi er gode til, det der giver os tryghed og anerkendelse. Men som tiden går vil selvforståelsen ofte blive til vane og rutine. Den er stivnet, slidt og glædesløs. Den er blevet til et fængsel.
Alligevel holder vi fast i den og tvinger os selv til at blive ved med at opfatte livet, som vi altid har gjort. Vi er nemlig bange for, hvem vi er uden vores vante selvbillede. Men livet er i sig selv én lang invitation til at åbne op og lære nyt. Det er en øvelse i at slippe den gamle stivnede opfattelse, så en ny og dybere oplevelse kan vokse frem.
Det er et stort detektivarbejde at finde ud af, hvem man dybest set er. Vi tror, vi ved, hvem vi er, hvilke egenskaber vi har, hvad vi godt kan lide, og hvordan vi har lyst til at leve. Men det er slet ikke så enkelt. Meget af det, vi oplever som værende os, er i virkeligheden egenskaber, vi har fremelsket, fordi de kunne give os opmærksomhed og anerkendelse.
Og som årene går, overtager disse egenskaber hele banen, og vi glemmer alt om, hvem vi dybest set er. Vi kommer til at spille en rolle, vi selv har opdigtet, i stedet for at være os selv. Og det kommer før eller siden til at føles anstrengende og uden glæde. At finde tilbage til vores sande identitet er derfor vores egentlige livsopgave.