Opfordringen til at holde op med at identificere sig med sindets indhold er det gode råd, man får, når man læser spirituelle bøger. Men hvad i alverden betyder det? Det lyder temmelig abstrakt, og selvom man har en ide om, hvad det vil sige, så tager det lang tid og megen øvelse, før man får en forståelse af, hvad der helt konkret menes med at give slip på sindets indhold.

Med sindets indhold menes alt det, du opfatter som dig selv. Det vil sige alle tanker, følelser, stemninger, meninger, vaner, oplevelser, sympatier, antipatier, væremåder osv. Hele dette indhold danner tilsammen den personlighed, du oplever som dig. Og denne personlighed kan man ved ihærdig selviagttagelse gennem mange år blive særdeles klog på. Man kender den ud og ind, kender alle dens op- og nedture, alle dens gentagelser.

For der er virkelig tale om gentagelser. Den personlighed, man opfatter som sig selv, er i virkeligheden en fastlåst rolle. Til sidst bliver man dødtræt af den. Man gider den ikke mere. Man gider ikke være sådan. Ikke have de kendte tanker og følelser, man gider ikke sige det samme og have de samme oplevelser en gang til. Man slipper altså identifikationen med sit sinds indhold. Og så kan det øjeblik opstå, hvor man i et splitsekund oplever, at man træder ud af sin kendte væremåde. Og så opdager man for første gang, hvem man virkelig er. En autentisk, glædesfyldt og lattermild skabning, der med stor overbærenhed kigger på den rolle, man plejede at identificere sig med og gennemleve som sit liv.

Så der er den, man virkelig er, og så er der den, man tror, man er. Og der er en verden til forskel på de to. Det er derfor de oplyste siger, at det er en god ide at holde op med at identificere sig med sindets indhold, for det har intet at gøre med den, du virkelig er. Kan du bare et øjeblik lade være med at leve dig ind i din gamle væremåde, så giver du plads til, at den, du virkelig er, kan skinne igennem i stedet.