Det tredje standpunkt
Al selvudvikling handler om at bevidstgøre stadig større dele af sig selv, som man hidtil har været ubevidst om. Det er en lang og forunderlig proces ...
Al selvudvikling handler om at bevidstgøre stadig større dele af sig selv, som man hidtil har været ubevidst om. Det er en lang og forunderlig proces, hvor man støder på følelser og tilstande, man ikke anede, man indeholdt. Dette arbejde med at integrere det ubevidste bliver gradvist både mere enkelt og mere kompliceret.
Mere enkelt fordi man opdager, at det, man skal prøve at rumme, er lige modsat det, man hidtil har opfattet som sig selv. Og mere kompliceret fordi disse modsatte karaktertræk selvfølgelig står i opposition til det, man hidtil har troet om sig selv. Så den situation, man kommer ud i, når man for alvor arbejder med selvudvikling, er nærmest at betegne som en krig mellem to modsatte måder at forstå sig selv på, som ikke kan eksistere samtidig. Det siger sig selv, at det er opslidende på denne måde at leve i en slags indre borgerkrig, hvor man aldrig har fred. Har man fx altid opfattet sig selv som sød og venlig, så skal man nu også leve med, at man rummer stor vrede, og den vil også have plads.
Denne lange og vanskelige fase, hvor man kastes mellem to modstridende oplevelser af sig selv lige til det punkt, hvor man føler, at man nærmest sejler rundt og ingenting forstår, har selvfølgelig en dyb mening. For det er præcis spændingen mellem de modsatte poler, der fungerer som den kraft, der kan udløse en forvandling. Og pludselig en dag så sker det. De to sider af en selv ophører med at eksistere som selvstændige enheder og opløser sig selv i en ny tilstand, som er noget helt tredje. Dermed er den gamle krig endelig slut, og freden kan sænke sig.
Det tredje standpunkt er en oplevelse af enhed i modsætning til den gamle oplevelse af splittelse. De to modsatte sider af en selv findes ikke mere. Den gamle personlighed og dens ubevidste modsætning er gået op i en højere enhed, hvor de er blevet til noget helt nyt. Denne nye tilstand kan ikke beskrives, den skal opleves.