Vi har alle sammen en måde at opleve på, som vi er så vant til, at vi er helt identiske med den. Vi oplever den simpelthen som værende os. Denne vanemåde at være på er selvfølgelig forskellig fra person til person, men den måde, vi kender som vores egen, er så indgroet, at det aldrig falder os ind at betvivle den. Den er os, og vi er den.

Men sådan hænger det i virkeligheden slet ikke sammen. Vi er ikke det sæt af tanker, oplevelser, følelser og bedømmelser, vi hele tiden tager udgangspunkt i og tillægger alverdens betydning. Vores måde at opleve på tilhører kun vores personlighed, og vi er mere end blot vores måde at være på. Vi er også bevidsthed. Det vil sige, vi har et sted inde i os, hvorfra vi kan være opmærksomme på det, der sker med os og for os. Vi har således hele tiden et valg imellem at være helt opslugt af vores måde at have det på eller være den, der holder øje med vores måde at have det på.

Jo længere tid man øver sig i at hoppe ud af sin egen oplevelse og bare kigge på den i stedet for at være identisk med den, desto dybere bliver ens opdagelse af, at man faktisk er mere sig selv, når man ikke er ét med sine sædvanlige følelser, stemninger, meninger og så videre. Så efterhånden bliver det at træde tilbage fra sin vaneoplevelse en erkendelse af en helt ny måde at have det på. En oplevelse af dyb fred og lykke i modsætning til ens hidtidige uro og bekymringer.

Dette skift fra identifikation med den gamle personlighed til en ny oplevelse af fred er af de, som har oplevet det, blevet beskrevet som ”at slippe af med sig selv”, ”at kunne se bort fra sig selv”, ”at gå ud af sig selv”. Beskrivelser, som er gode at huske på, når man øver sig i at opgive sin gamle måde at opleve på.