For mange år siden læste jeg en lille historie, som beskriver oplevelsen af lykke og væren så godt, at jeg gerne vil bringe den videre.

Den handler om en lille, lokal fisker, der kun er ude på havet, til han har fanget det, han har brug for til familiens underhold. Så sejler han ind igen. På stranden bliver han imidlertid mødt af en amerikansk turist, som slet ikke kan forstå det, der i hans øjne ligner den rene dovenskab. Han spørger fiskeren, hvad han får resten af dagen til at gå med, og fiskeren svarer: ”Nu går jeg hjem og leger lidt med børnene, spiser frokost og holder siesta med min kone, og i aften går jeg ned på kroen og spiller banjo og hygger mig med vennerne”.

Det svar kan amerikaneren slet ikke bruge til noget. Han udmaler i stedet, hvor meget fiskeren kan tjene ved at være på havet hele dagen. Snart vil han kunne købe flere både og tjene så meget, at han kan åbne en fabrik og producere til hele verden. Og når der er gået mange år med hårdt arbejde, kan han sælge det hele og trække sig tilbage og rigtig nyde sit otium.

Fiskeren ser på den amerikanske turist og spørger: ”Hvordan skal jeg så nyde det til den tid?”. Og turisten svarer: ”Så kan du fiske lidt om formiddagen, og til middag kan du gå hjem til familien og lege lidt med ungerne og holde siesta med konen, og om aftenen kan du gå ned på kroen og spille banjo og hygge dig med vennerne”.

Ja, vi har allerede det, vi sådan længes efter, men det er ikke mange, der som den gode fisker er klar over det. Vi tror fejlagtigt, at vi skal anstrenge os for at komme derhen, hvor vi allerede er, og på den måde når vi aldrig at opleve den lykke, vi hele tiden er midt i.