Prøv at indse at det, du kender som dit liv, virker som den samme historie, du oplever igen og igen. Dybest set er det det samme, du oplever nu, som for ti, tyve og tredive år siden. De samme følelser, længsler og håb. De samme forestillinger, skuffelser og forventninger. Du har det med andre ord præcis på samme måde nu, som du altid har haft det, selvom du har foretaget dig en masse i årene, der er gået.

Det er chokerende at kunne konstatere det. Tænk, at man har kæmpet så længe og alligevel ikke er kommet ud af stedet. Det har alt sammen været en gentagelse af den samme historie, nemlig den forestilling, man oplever som værende en selv. Alle har således en grundfølelse, som ikke ændrer sig lige meget, hvor meget man håber og anstrenger sig. Hver morgen vågner man med den samme oplevelse af sig selv og sin verden og sådan har det været dag efter dag, år efter år.

Men det er også befriende at nå til denne indsigt. Når man virkelig har forstået, at det, man oplever som sit liv, blot er én lang gentagelse af den samme forestilling, så er der mulighed for, at man kan vågne op og træde ud af denne sluttede cirkel. For hvorfor dog blive ved med at gå op i sin oplevelse, når man har forstået, at den ikke kan ændres. Der er ingen grund til at blive ved med at gå i ring og tilmed tage det alvorligt og tro, at man på den måde kommer nogen vegne.

Derfor er det afgørende ikke længere at beskæftige sig med sin egen oplevelse. Man tager sig ikke af den og har ikke noget imod den. Man kigger blot på, at den er der. Det har den jo altid været, og det vil den også blive ved at være, uanset hvad man gør. Og det får den så lov til. Selv er man så fri til at være vidne til hele denne mærkværdige konstruktion. Man er ikke længere identisk med alle sine velkendte op- og nedture. Man er bare. Og det er meget sjovere.