Hvis man tror, at bare man ved meget om selvudvikling, så er alting nemt, så tager man fejl. Udfordringen er hver eneste dag at møde sig selv præcis der, hvor man er, uden at fortrænge noget eller ønske, at det skulle være anderledes. Man må åbent og uden at dømme iagttage enhver tilstand, enhver følelse.

Og det er ofte lettere sagt end gjort. Helst vil vi jo have det godt hele tiden, men som alle ved, så er der masser af stunder, hvor man er opgivende, ked af det eller bange. Man prøver tappert at huske alt om tilgivelse og nuet, og alt det rigtige om ikke at forestille sig noget og ikke ønske noget. Men det virker ikke.

I en sådan situation er det altafgørende at huske, at oplevelsen af lidelse kun er virkelig så længe, man frygter den. Når man frygter noget, gør man modstand, og dermed giver man tilstanden energi gennem sin optagethed af den. Og så har man fanget sig selv i et spind, der forstærkes, jo mere man kæmper. Man spænder op, fordi man frygter at komme til at lide, og netop derfor kommer man til at lide.

Det eneste, der hjælper, er indsigt i, at det er ens frygt, der styrer det hele. Det, man frygter, har magt over en, lige indtil man tør give slip på sin frygt og tør have det, som man nu har det, uden at ønske, at det skal gå væk eller ændres. Så opdager man til sin store overraskelse, at der slet ikke er noget at være bange for. Når man ikke længere gør modstand mod at have det, som man lige nu har det, så forsvinder oplevelsen af lidelse med det samme. Den er nemlig noget, vi selv skaber, når vi ikke tør eller kan acceptere det, som er.

Kan vi derimod lade enhver følelse eller tilstand være præcis, hvad den er, uden at blande os med vores håb og vores frygt, så kommer oplevelsen af befrielse lige med det samme.