Det er en helt normal reaktion at ville undgå lidelse. Og skulle den alligevel opstå, så gør de fleste alt for at slippe af med den igen. Og det gør vi af den simple grund, at lidelse gør ondt. Og det er vi bange for. Så angsten for smerte er i meget høj grad med til at bestemme, hvordan vi lever vores liv. Vores bestræbelse på at undgå lidelse bestemmer mere, end vi tror. Mange foretrækker et liv i tryghed, hvor de kan kontrollere alt, hvad der sker. Måske oplever de derfor deres liv som ensformigt og lidt kedeligt, men det føles i det mindste ikke ubehageligt eller faretruende.

Omvendt forholder det sig imidlertid fra det øjeblik, man beslutter sig for at undersøge, hvad der gemmer sig under den kendte og trygge overflade. Næsten med det samme støder man på angsten og smerten. Det vil få mange til at trække følehornene til sig, men der er nogle, der tør rumme smerten i stedet for at afvise den. Det er de mennesker, som er blevet trætte af at leve et liv i selvbeskyttelse, og som er interesserede i, hvem de dybest set er.

Og tør man virkelig acceptere smerten i stedet for at prøve at få den til at gå væk, så sker der noget forunderligt. Når man ikke længere gør modstand mod den, så opdager man, at lidelsen er en gennemgang til en anden verden så at sige. Tør man gå igennem den, så finder man den dør, som fører til de dybeste lag af én selv.

Dybt neden under lidelsen er der helt stille, som i en underjordisk hule. Ingen lyde fra den kendte verden høres. Smerten er forsvundet, og der er kun forundring og ærefrygt. Denne vidunderlige stilhed er det, som er skjult under lidelsen, og som de, der tør gå gennem den, vil finde og opleve. Det er en ubeskrivelig tilstand af ikke mere at være bange for smerte og mørke, fordi man ved, at det bare er midlertidige overgange. Nedenunder vil man altid finde den vidunderlige tilstand af ren væren.