Så længe vi er optagede af os selv, er vi i sikkerhed forstået på den måde, at vi kan opretholde vores ide om os selv. Derfor er vi konstant optagede af et eller andet. Som regel et problem eller en konflikt for det kan virkelig holde os beskæftigede, så vi ikke har tid til overs til at opdage, hvad det er, vi foretager os. Stort set alt, hvad vi er optagede af, har karakter af at aflede os fra at komme til klarhed.

Vi ved bare ikke, at det forholder sig sådan. Vi tror, at vi har travlt med at løse et påtrængende problem, men i virkeligheden holder vi os beskæftigede med det, vi har vedtaget med os selv, at vi kan forholde os til. Vi er med andre ord optagede af at løse et problem, vi selv har skabt for netop ikke at komme ud i noget, vi ikke kan håndtere. Så problemer er helt nødvendige for os. Vi kan ikke undvære dem, for de giver os mulighed for at bakse med noget, og dermed give os en følelse af at udrette noget, være noget. Og det er det egentlige problem: Vi vil være noget i stedet for blot at være.

Man når ikke frem til at forstå forskellen på at være noget og blot at være, før man er villig til at slippe sin fascination af egen indsats og præstation. Så længe man selv larmer på den ene eller anden måde, kan man ikke høre andet end sig selv. Når man en dag bliver rigtig træt af det, er det muligt at opdage, at livet er noget andet end det, man selv er optaget af. Og man vil opdage, at det er den dejligste følelse i verden helt at glemme sig selv.