Betingelsesløs kærlighed. Hvilket udsagn, hvilken udfordring. Kun en håndfuld mennesker på denne klode kan vel leve op til den. Vi andre tager vores forbehold, og nøjes med at elske, når vi selv kan acceptere vilkårene. Når vi har det godt, og alt går efter vores planer og forhåbninger, så har vi ingen problemer med at være venlige, men så snart forholdene bliver vanskelige, og vi lider på den ene eller anden måde, så er det slut med overbærenheden.

Så beklager vi os og har ondt af os selv, og så lider vi for alvor. Der er faktisk ingen ende på, hvor længe man kan fastholde sig selv i selvmedlidenhed. Man kan være så optaget af sin egen oplevelse af elendighed, at alt andet falmer. Der kan man så sidde, indtil man har fået nok, og man igen kommer til at huske de magiske ord: Betingelsesløs kærlighed. De betyder så meget som, at du skal elske din tilstand uanset, hvad den består af. Når man ikke længere gør modstand mod at have det, som man lige nu har det, så er der ikke længere nogen kamp og derfor indfinder der sig en følelse af fred. Når man kan acceptere alle måder at have det på, så er der ikke længere nogen oplevelse af lidelse.

Og ganske langsomt begynder en ny og meget dyb erkendelse at dukke op. Nedenunder den lidelse, man havde vedtaget med sig selv, at man ikke kunne holde ud, vil man, når man ikke længere gør modstand mod den, finde en verden, man ikke troede var mulig at opleve. En verden af betingelsesløs kærlighed.