Når konflikter spidser til, reagerer vi som regel på to måder: Enten trækker vi vore egne synspunkter hårdt op og skælder ud på modparten, som vi mener, har hele skylden og alle fejlene. Eller også vender vi ryggen til, afbryder kontakten, lægger røret på.

Men der er en tredje vej. Den handler om at kunne rumme konflikt og konfrontation, fordi man ved, at det giver mulighed for at finde ud af noget nyt om sig selv. Dermed også sagt, at denne mulighed ikke er dialogens vej, hvor man høfligt udveksler allerede etablerede synspunkter, og bliver rørende enige om, at vi er forskellige og har ret til at være det. Nej, det handler om at turde befinde sig i en tilspidset og ophidset situation, hvor det, man hidtil har forstået, kan udvides udover det, man allerede har vedtaget som sin sandhed. Det kræver mod og villighed til at rumme det, man endnu ikke kender.

Og det kræver evne til at kunne rumme stærke følelser som vrede, krænkethed og sorg uden at miste besindelsen og giver den anden skylden. Man anerkender dermed sin egen tilstand, og giver dermed sig selv en mulighed for at finde ud af, hvor følelsen stammer fra, og hvad den vil fortælle en. Og hvis man er ærlig og modig nok, så vil man altid finde årsagen i sig selv. Dermed ikke sagt, at man så straks bliver venner med alle, men man holder op med at være vred på dem. Konflikter er derfor alle tiders mulighed for bevidsthedsudvidelse, hvis man har modet og viljen til at blive klogere på sig selv.