Vi kender det alle sammen. Igen er man faldet ned i en af disse uønskede tilstande, og det sker ret tit, hvis man vil være ærlig: At kede sig, at være utilfreds, at være deprimeret og nedtrykt, træt og irritabel og så videre. Alligevel indrømmer vi det sjældent. Vi vil jo helst ikke have det sådan, og vi gør alt for at komme væk fra de ubehagelige følelser. Det er der sådan set ikke noget at sige til. Det virker bare ikke.

Når man flygter fra noget eller prøver at fortrænge det, så bliver det værre. Den modstand man yder mod en bestemt situation, forstærker den blot yderligere. Det skyldes, at ens kamp med tilstanden giver den fornyet energi. Dermed er det også indlysende, at hvis man vil have det bedre, så er man nødt til at holde op med at gøre modstand mod den uønskede følelse, man er sunket ned i. Man må acceptere den og lade den være der uden at ønske, at den skal gå væk.

Og så skal man iagttage den, mærke den, give den plads, rumme den. Det lyder ikke som en opfordring, der er nem at følge, når det netop drejer sig om en såkaldt ubehagelig følelse. Men det mærkelige er, at når man ikke længere forsøger at ændre en følelse, så ændrer den sig. Den bliver mindre massiv, som om der kommer lys ind i den, og det gør der faktisk også. Det kaldes bevidsthed.