Bevidsthed er klarest beskrevet som ophør af lidelse. Det vil sige befrielse for den oplevelse, som man har identificeret sig med som værende en selv. Pludselig kan man i glimt erfare en vidunderlig tilstand af lykke, som er hævet over alt det, man før var fuldstændig opslugt af.

Den kendte analytiker C.G. Jung brugte billedet, at det føles som at befinde sig på toppen af et bjerg, hvorfra man kan betragte uvejret i dalen. Hvor man før var identisk med de vilde affektstorme, er man nu en rolig iagttager til det drama, man ikke længere er en del af. Det er godt at huske på dette billede, når man igen falder tilbage i de sædvanlige problemer og konflikter, for det gør man jo. Det høje niveau af indsigt og klarhed kan man ikke holde ret længe af den simple grund, at man stadig rummer ubevidste lag, der kræver fornyet arbejde.

Men når man igen befinder sig midt i uvejret, det vil sige, at man for gud ved hvilken gang er helt identisk med sin oplevelse af irritation, utilfredshed, tristhed og så videre, så ved man, at der er tale om en midlertidig tilstand, som heldigvis ikke er sandheden om en selv, men blot udtryk for at man er stødt på ubevidste sider. Når de er gennemarbejdet, så vil oplevelsen af det høje udsigtspunkt med dets ro og lykkefølelse dukke op igen.