Roserne vokser i dale. Sådan hedder det i en gammel salme. Jeg har altid godt kunne lide den linie. Den er meget billeddannende og udstråler den fred, som den beskriver. Det er værd at huske, at det smukke findes de ydmyge steder, og ikke der, hvor alverdens søgelys er rettet hen.

Det er underligt, at vi alle sammen alligevel længes efter anerkendelse måske endda berømmelse. Som om vi tror, at det er lykken. Lytter man til såkaldt kendte mennesker, er det i hvert fald tydeligt, at det at være kendt har sine omkostninger og langt fra er nogen dans på roser. Berømmelse gør ikke tingene nemmere, tværtimod. Meget hurtigt vil man nemlig blive indfanget i konstant at skulle leve op til sit eget image, og det er det mest anstrengende job, der findes.

Så vi tager fejl, når vi stræber efter at gøre en forskel, som det hedder nu om dage. Skønhed findes kun i selvforglemmelse, og hvem kan glemme sig selv, når man er meget vigtig eller tror, at man er det. Så at være helt almindelig og være lykkelig over at være netop det, er slet ikke så tosset. Tænk at få lov at se roserne, der vokser i dale.