Der er mange billeder på, hvad selvudviklingsprocessen går ud på. Et af mine yndlingsbilleder stammer fra den gamle film om Madame Curie. I forsøget på at finde grundstoffet radium gik meget af arbejdet ud på at vaske store mængder af uranmalm. Det var et langvarigt og anstrengende arbejde med kun få aha oplevelser. Det foregik i store kogekar, og billederne, hvor hun står og rører i sådan en gryde dag efter dag under vanskelige forhold, er et godt udtryk for det endeløse rensningsarbejde, som er nødvendigt i selvudvikling.

Igen og igen må man vende tilbage til de samme problemer, som kræver fornyet analyse. Det er hårdt arbejde for 117. gang at måtte endevende det kompleks, man bliver ved med at falde ned i. Det er virkelig de samme temaer og problemer i ens liv, som bliver ved med at dukke op, og som man derfor er nødsaget til at finde stadig dybere forklaringer på. Og det siger sig selv, at man begynder med de yderste lag af problemet for langsomt at arbejde sig indefter. Det kræver udholdenhed og viljestyrke. Langsomt bliver der mere klarhed, mere bevidsthed, og til sidst står man tilbage med essensen og kan se klart på sit liv.

Sådan blev resultatet også for ægteparret Curie. Efter års arbejde og mange tilbageslag og skuffelser, står de endelig en nat og ser på det lysende grundstof. Det er et vidunderligt øjeblik i filmen. Endelig lykkedes det, endelig bar deres anstrengelser frugt. For dette arbejde modtog de begge Nobelprisen i fysik i 1903.