Den, vi er
Det er virkelig tankevækkende og forunderligt, at den, vi er, afspejles i alt, hvad vi gør ...
Det er virkelig tankevækkende og forunderligt, at den, vi er, afspejles i alt, hvad vi gør. I vores arbejde, adfærd, kreativitet, væremåde, handlemåde og så videre. Den, vi er, kommer direkte til udtryk i alt, hvad vi foretager os. Så hvordan går du klædt, hvordan indretter du dit hjem, hvad arbejder du med, hvordan smager den mad, du laver, hvordan ser din håndskrift ud, hvilke billeder tager du, hvad skriver du om, hvordan behandler du andre. Se efter og du vil få en masse at vide om, hvordan du er og hvordan andre ser dig og opfatter dig. For det vi giver udtryk for i vores måde at være på, kan selvfølgelig direkte aflæses af alle andre. Ja, det siges endda, at der kun skal få sekunder til, før vi har dannet os et præcist billede af et menneske, vi møder.
Det er egentlig både foruroligende og beroligende, at det forholder sig sådan. Foruroligende fordi vi så at sige hele tiden er på. Vi kan ikke gemme os nogen steder. Den, vi er, kan vi ikke løbe fra, hvis vi skulle have lyst til det. Alt, hvad vi gør, viser åbent og tydeligt, hvem vi er. Og det er jo også meget beroligende. Gudskelov forholder det sig sådan, at vi ikke kan snyde. Vi udstråler præcis, det vi er og den viden og erfaring, vi ligger inde med. Så der er ingen grund til at prøve at snyde på vægten. For det kan man slet ikke. Heldigvis.