Nu er det igen ved at blive forår. Det er lige ventet og alligevel overraskende hvert eneste år. Som om at ventetiden er så lang, at man vender sig til den og indstiller sig på, at det vil være vinter altid. Og så lige pludselig er det alligevel april, og man ved, at eksplosionen af farver og lys vil ske så hurtigt, at man næsten ikke kan følge med. Det er virkeligt underligt, at det skal være sådan. Først mindst 100 dage, hvor alt er gråt, hvidt og sort, og så på få uger bliver det hele grønt og gult og rødt og lilla.

Det minder om den proces, man er underkastet, når man arbejder med selvudvikling. Også der er der flest af de grå dage, hvor intet tilsyneladende sker. Man venter og venter. Man ved selvfølgelig godt, at man har sået nogle frø og lagt nogle løg, men man kan ikke se dem. Og ind i mellem glemmer man, at de ligger dybt i én og gør sig klar til at spire.

Og så en dag skinner solen pludselig og alt det, man har gået og ventet på at se resultatet af, er der pludselig, uden at man har gjort noget for det. Det er hver gang et lille mirakel, at det meste af arbejdet med selvudvikling foregår i ens ubevidste. De ændringer, man bevidst arbejder på, kræver at man kan forholde sig tålmodigt afventende, mens ens ubevidste flytter rundt på energien. Via sine drømme kan man undervejs få et glimt af, hvad der er i gang, og den proces kan man understøtte ved at give den opmærksomhed, men man kan ikke presse noget frem. Det ville svare til at hive løget op af jorden, fordi man vil se resultater her og nu.