I dag skal det handle om kærligheden, eller hvad man nu skal kalde længslen efter den eneste ene og de forviklinger, der går under betegnelsen parforhold. Det er utroligt, hvad vi går igennem i vores forsøg på at opnå den eftertragtede kærlighedslykke. Så parforhold er en øjenåbner af format. Det er absolut den hurtigste måde at blive bevidst på, hvis man bare er nogenlunde vågen. Det er næsten umuligt ikke at opdage, at man gentager sig selv i sine forhold – siger det samme, håber det samme, skændes om det samme. Men det er svært at gennemskue sin egen adfærd. Og det er ikke af modvilje. Det er fordi, vi er bange for, hvad vi kommer til at se, og vi frygter, hvad indsigten vil medføre.

Så alle er bange for kærligheden og de indsigter, den kan give, hvis man tør. Det, vi kalder kærlighed, er snarere et tryghedsarrangement, hvor begge parter passer hver deres og nøjes med at bebrejde hinanden. Trygt og måske ligefrem tilfredsstillende, men lidenskab det er det ikke, og et kærlighedsmøde er det slet ikke.

Et kærlighedsmøde er en mulighed for at blive bevidst. Det lyder så smukt, at det er svært at forstå, hvorfor vi er så bange for det. Det er der heller ingen grund til at være. Jo mere man tør finde ud af om sine motiver til at handle, som man gør, desto mere spændende og rigt vil ens liv blive. Ikke nemmere, men sandere og dybere. Og der er ingen steder, hvor der er så meget at lære om, hvem man egentlig er, hvilke håb, krav og forestillinger, man har, som i ens dybe forhold til et andet menneske.

Det kan du læse mere om i Tomhedens fylde.