Det siges, at det er helt almindeligt at lyve. Ja, så almindeligt, at vi stort set alle sammen gør det flere gange om dage, enten for at slippe for at fortælle om noget, vi har gjort, eller også for at pynte på noget, vi ikke har fået gjort. Og så er der også de små, hvide løgne, som vi efter sigende føler, at vi er nødt til at stikke hver dag for overhovedet at få det til at fungere.

Det lyder helt utroligt. Kan det virkelig være sandt, at det forholder sig sådan. Ja, det kan enhver jo kun svare på for sit eget vedkommende. Så mærk lige efter om du også lyver flere gange om dagen, og hvis du gør, så tænk over, hvorfor du gør det, og hvad du mener at opnå ved det.

Uanset hvordan man vender og drejer det, så kan det, man får ud af at lyve, kun være uærlighed. Og hvad har man lige tænkt sig, at der skal komme ud af det. Det kan i hvert fald ikke være sandheden. Så hvis man accepterer løgnen i sit liv, så bygger man på sand. Og alle ved, hvordan det før eller siden går med sandslotte. Og der er intet mærkeligt ved det. Det, der er vakkelvornt, vil selvfølgelig falde sammen, og løgne er i den grad ustabile. Det er jo rigtig svært at huske, hvad man har sagt, for løgnen eksisterer kun i ens indre bogholderi, og hvor var det nu lige, man var kommet til, og hvad var det, man fik sagt for en uge siden. Sandheden er derimod nem at huske: Man skal bare være ærlig.