Vi fortæller alle sammen historier om os selv og vores omgivelser. Og det er vel at mærke ikke historier, der bliver til undervejs. Det er allerede færdige historier, som vi bliver ved med at gentage.

Den historie, vi hver især bliver ved med at genopleve, består af den ide eller forestilling vi har om, hvad livet går ud på. Og denne ide er så indgroet, at vi slet ikke opdager, hvad der foregår. Vi tror, at livet kommer til os i forskellige tilfældige oplevelser, men i virkeligheden er det den samme historie, vi bliver ved med at opsøge. Derfor er det selvfølgelig altafgørende, at man finder ud af, hvad det er for et mønster, man har fanget sig selv i. Desværre er det ikke nemt. Vores historie er så meget en del af os, at vi tror, at den er os, at sådan ser vores liv bare ud.

Men det er muligt at vågne op og forstå, at det er ens egen overbevisning og selvforståelse, der styrer det, man oplever som sit liv. Og hvis man kigger grundigt på det liv, man har levet, vil man opdage, hvad det er, man har troet på, for det løber som en rød tråd igennem alle ens oplevelser.

Det er en enestående aha-oplevelse at finde den grundoplevelse, som man har været tiltrukket af hele sit liv. Det kalder på den helt store latter, når man kan indse, hvordan man igen og igen er vendt tilbage til den samme oplevelse, fordi man var overbevist om, at sådan havde man det. Men det havde man ikke. Det var blot noget, man gerne ville tro, fordi det føltes bekendt og trygt og tilhørte ens yndlingshistorie.

Så at vågne op betyder, at man er endog meget opmærksom på ikke at falde ind i den gamle historie. Man holder skarpt øje med ens gammelkendte følelser og tanker og gennemskuer dem med det samme som en tåbelig begrænsning.