Hvem kender ikke situationen, hvor man synes, at nu kan det være nok, og man ikke kan udholde mere? Man synes, at man har nået sin egen grænse og ønsker desperat, at nogen eller noget vil træde hjælpende til. Det er en næsten uudholdelig oplevelse, fordi hjælpen som regel ikke kommer, når man mest ønsker det. Og hvorfor gør den så ikke det?

Det skyldes, at for at kunne modtage hjælp skal man være villig til at opgive sine egne fastlåste forestillinger. Det siger sig selv, at så længe man ikke er parat til at slippe sine gamle overbevisninger, så kan intet nyt komme til. At være åben over for, at det, man hidtil har forstået, er mangelfuldt og fuld af fejlfortolkninger, er en forudsætning for, at man kan lære noget nyt. Så at modtage hjælp kræver ydmyg erkendelse af egen begrænsning. Og det er lige her, det bliver svært.

Det er utroligt svært at erkende, at man i virkeligheden ikke har forstået ret meget. Og det kræver virkelig mod at slippe sin kendte måde at gøre tingene på og være åben over for, at det kunne gøres anderledes. Som regel bliver vi sårede eller vrede, når nogen antyder, at vi ikke ser klart. Men det er jo sandheden. Vi ser ikke klart af den enkle grund, at vi er viklet ind i vores egen historie.

At modtage hjælp forudsætter, at vi er parate til at gøre denne indrømmelse.