Kampen for det, vi tror, er mere og bedre, er det, der opretholder den verden, vi kender. Vi stræber og maser for at få det, som vi gerne vil have det og for at undgå lidelse og nederlag. Og denne bestræbelse og forhåbning er en evig anstrengelse, for det bliver jo aldrig helt, som vi gerne vil have det, i hvert fald ikke ret længe ad gangen.

Vi vil bare så gerne have det godt. Det ligger som en refleks i os. Men dette ønske om at have det godt bliver til en fælde, når vi hele tiden skal kæmpe for at opnå det og prøve at undgå alt det, der ikke føles rart. Det giver den stadige stræben efter at opnå det gode og undgå det, vi oplever som smerte.

Man holder ikke op med denne stræben, før man er tvunget til det. Først når man ikke længere orker at kæmpe for det, der er mere og bedre, vil man opdage, at det er selve denne stræben efter at få det godt, der holder en fanget i evig anstrengelse. Der sker først for alvor noget nyt, når man tør lytte til, hvordan man rent faktisk har det. For der ligger stor visdom gemt i vores oplevelse af os selv og omverdenen, men normalt lytter vi ikke til den, fordi vi hellere vil opleve noget, vi synes er rarere og mere spændende.

Men den dag, hvor man får taget sig sammen til at lytte til sin her og nu oplevelse, så vil man opdage, at den faktisk har noget at sige, som vil hjælpe en til at få det bedre.