Vaner

Den måde, vi hver især løser problemer på, virker ikke! Det kan enhver konstatere, hvis de er ærlige bare et øjeblik ...

Den måde, vi hver især løser problemer på, virker ikke! Det kan enhver konstatere, hvis de er ærlige bare et øjeblik. Men det er vi sjældent, når det gælder vores respektive løsningsmodeller. De er nemlig blevet til vaner, som vi ikke tør røre ved, fordi de er blevet en del af vores måde at komme gennem livet på.

Alle har således bestemte adfærdsmønstre, som de bliver ved med at gentage – ofte helt ubevidst – fordi de har vedtaget med sig selv, at det skaffer dem en eller anden fordel. Disse indgroede vaner er meget svære at blive bevidst om af den indlysende grund, at man ikke har noget ønske om at slippe af med dem.

Der er kun én måde at gennemskue dem på, og det er, når man tør erkende, at de ikke hjælper. Når man efter års – måske årtiers – brug af den samme adfærd, mere eller mindre bestyrtet må konstatere, at man ikke får det bedre, så kan det gå op for én, at man må stoppe sin bestemte adfærd. For den virker jo ikke. Det afgørende punkt er, at man tør gøre denne erkendelse. Og det kan virkelig tage meget lang tid og koste megen lidelse, før man tager sig sammen og indser, at det er ens egen måde at leve på, der opretholder præcis den tilstand, man ikke kan holde ud.

Det eneste, der hjælper, er bevidsthed. Det vil sige klarhed omkring, hvad det er for en løsningsmodel, man benytter, og hvorfor man gør det. Kun erkendelse af ens egen måde at være på, kan åbne for en anden og mere balanceret måde at leve på.