I disse krisetider må det være på sin plads at nuancere krisebegrebet en smule. Vi hører hele tiden om alle de negative sider i form af arbejdsløshed, stress, depression, sygdom, nedskæringer, gæld og så videre, men der er også en anden side af det at være i krise, som er værd at vide noget om. Ingen vælger selvfølgelig bevidst at havne i en krise, men er man først kommet derud, hvor ens kendte liv ikke hænger sammen mere, så er det ret afgørende, at man ved lidt om, at der gemmer sig muligheder i det, man ellers kun oplever som et sammenbrud.

Først og fremmest er det vigtigt, at man holder op med at lytte til andres og sin egen fordømmelse af ens i forvejen vanskelige situation. At hakke på sig selv fører absolut ingen steder hen. Står man midt i en krise, gælder det tværtimod om at indse, at den vil fortælle en noget. Sådan er vi unægtelig ikke vant til at tænke. Men det forholder sig faktisk sådan, at den situation, man til enhver tid befinder sig i, er den bedst tænkelige til at lære nyt i. Dermed ikke sagt, at den altid er nem eller behagelig. At være i krise er meget krævende, men det det åbner for muligheder, man ellers ikke ville finde frem til. Så længe ens kendte liv fungerer så nogenlunde, bliver man ikke presset derud, hvor man er nødt til at grave så dybt i sig selv, at man kan opdage en helt anden måde at leve og opleve på, end man hidtil har kendt.

At krise dermed er en forudsætning for at overskride det kendte, er godt at vide, når man mere eller mindre udmattet kæmper sig gennem dens mange vanskelige faser. Det er en stor hjælp at vide, at det, man gennemgår, ikke er et nederlag, men derimod en chance for at udvikle sig. Og er det ikke det, livet i virkeligheden handler om?