Hvordan kommer man derhen, hvor man kan give slip på alle sine forestillinger og illusioner og dermed gøre plads til, at sandheden kan skinne igennem? Det er jo et meget interessant spørgsmål, men desværre er svaret ikke så velkomment. For man forestiller sig, at der ligger en eller anden opgave foran én, som man kan løse og dermed komme i mål. Men man skal overhovedet ikke gøre noget. Og det er så svært, at man ikke kan finde ud af det, før man har prøvet alt muligt andet.

At opgive at handle sig ud af sine vanskeligheder og i stedet acceptere at forholde sig til dem er simpelthen ikke en mulighed, der ligger lige for. Man vil selvfølgelig gøre alt, hvad man kan for at opnå det, man mener, er mere og bedre, og håbet om, at det snart vil ske, holder kampen i gang.

At acceptere sin på den ene eller anden måde pinefulde tilstand er et kors for tanken. Selvfølgelig vil man hellere slås, så længe man kan. Og det gør man så lige indtil, man indser, at det ikke hjælper, tværtimod. Alle ens bekymringer er faktisk det, der forhindrer, at man får det bedre. Det er først når man stille og roligt kan forholde sig til det, som er, at man har en mulighed for at se klart.

Og så vil man til sin store overraskelse opdage, at man har det godt, uanset hvordan man ellers måtte have det. Så længe man stræbte og masede, blev alting bare mere indviklet. Først når man kan acceptere alle tilstande præcis, som de er, kan man opleve det glimt af fred, som gør det muligt at handle frit.