En mystik oplevelse
Vi oplever det, vi tror på. Så enkelt kan det siges, og dog er det så utroligt svært at gennemskue. For det vi oplever, oplever vi jo netop, fordi vi tror, at sådan forholder det sig ...
Vi oplever det, vi tror på. Så enkelt kan det siges, og dog er det så utroligt svært at gennemskue. For det vi oplever, oplever vi jo netop, fordi vi tror, at sådan forholder det sig. Hvordan skal man så opdage, at det kun er virkeligt, fordi man tror, at sådan forholder det sig?
Der skal nærmest et chok eller et mirakel til, før der opstår en sprække i vores oplevelse af, hvad der er virkeligt. Vi skal overrumples, så vi ikke når at opfatte tingene på samme måde, som vi plejer. Så længe vi kan opretholde vores egen forestilling, sker der ikke noget. Der skal noget ekstraordinært til, før der går hul på virkeligheden, og man kan opleve noget, der ifølge ens fastlåste overbevisning ikke burde kunne lade sig gøre.
Når en sådan åbning indtræffer, har man haft det, som vi i mangel på anden beskrivelse kalder en mystisk oplevelse. Og en sådan mystisk oplevelse er kendetegnet ved, at den ændrer ens liv. Man er for altid forandret, for man har oplevet noget, som ikke passer med ens gamle forestilling om, hvad der er muligt og sandt. I et splitsekund har man fået lov at opleve, at man ikke har det, som man gik og troede.
Det er virkelig et paradoks. Vi går rundt inde i vores egen forestilling, som lukker os inde i det, vi kender. Men sandheden er, at vi er frie og alt er muligt. Billedlig talt, så sidder vi inde i små, mørke rum og gør det, vi plejer og har det, som vi altid har haft det, men lige udenfor skinner solen fra en skyfri himmel og glæden og lyset er overalt.
Så den lukkede verden er den, hvor alting gentager sig i nøje overensstemmelse med vores forestillinger om os selv og vores omverden. Den åbne verden åbenbarer sig i samme øjeblik, vores egne forestillings mure falder.