Alle mennesker har en grundfølelse, som de fortrænger. Nemlig den følelses tilstand som er i modsætning til deres normale selvopfattelse. Denne kendsgerning er en af de vigtigste i selvudvikling. At arbejde med igen at turde rumme den fortrængte følelse, så den er ligeså betydningsfuld som ens kendte selvforståelse, er essensen af selvudvikling.

Har man altid identificeret sig med at være venlig og opofrende, skal man derfor lære vreden at kende.
Har man altid ført sig frem, så er turen ned ad piedestalen vejen til ligevægt og glæde.
Har man altid været beskeden og tilbageholdende, så er det på tide af lære, at man også er den bedste.

De fortrængte følelser rummer utrolig energi, og de er derfor nøglen til forvandling, men i lang tid fungerer de lige modsat. Og det gør de, fordi man er bange for dem. Man frygter – med rette – at de vil nedbryde ens kendte selvforståelse. Og så længe man er bange for noget, er man selvfølgelig begrænset. Når der er følelser, man ikke tør rumme, er man nødt til hele tiden at sno sig uden om, være på vagt, undgå forskellige situationer og konflikter og så videre.

Det tager lang tid og megen øvelse at vedkende sig og holde af den fortrængte side. Men når man langt om længe kommer frem til at turde rumme den, så udvides en selvforståelse på en måde, så man ved, hvad befrielse betyder.