Mange kender eventyret om drengen, der som den eneste turde erkende, at kejseren ikke havde noget tøj på. Alle andre holdt mund, fordi de var bange for, at det var dem selv, der var noget i vejen med.

Hvorfor er det så svært at erkende det, som er åbenlyst? Svaret er selvfølgelig, at det som regel er i modstrid med den forestilling, man har fået etableret om sig selv, og som man siden holder godt fast på. Derfor er vi alle sammen inderst inde bange for sandheden, men i stedet for at prøve at udforske, hvad det er, vi ikke tør indse, så gør vi lige det modsatte.

Vi bestræber os i stedet på at udbygge og forsvare vores mangelfulde forståelse, så den ikke sådan lige kan væltes. En meget anvendt metode er selvbeskyttelse slet og ret, det vil sige en mere eller mindre bevidst kamp for at bevare kontrollen over os selv, andre mennesker og vores omverdenen i almindelighed. Intet forstyrrende får lov at slippe igennem. Det kan til tider udvikle sig til en temmelig hensynsløs affære, hvor man uden omtanke for sig selv eller andre slår ned på alle tegn på oprør.

En anden metode til at komme væk fra den væmmelige følelse af angst er at projicere på noget uden for en selv: Gennem andre mennesker håber vi selv at blive lykkelige. Gennem vores arbejde prøver vi at finde et formål i livet. Gennem ønsket om succes og anerkendelse håber vi at finde mening og så videre. Noget andet bliver således vores redning fra os selv. Troede vi da. For som alle ved, så virker den metode heller ikke. Der er hele tiden denne nagende følelse af ikke at have fundet det egentlige.

Før eller siden får man forhåbentlig nok af prøve at slippe af med angsten og tør begynde at tænke de tanker, som har været så forbudte: Hvad er det, jeg er så bange for? Hvad sker der, når jeg ikke længere flygter gennem selvbeskyttelse eller projicering? Hvem er jeg egentlig, når jeg ikke har gang i alle mine projekter, håb og forestillinger?