Det, vi kalder livet, er en stadig kamp. Vi anstrenger os, arbejder, stræber, holder ud og kæmper for at få det hele til at hænge sammen. Hvordan kan det være, at det er vores indhold i livet? Hvad er det, vi er så bange for, at vi konstant må tage os sammen?

Svaret på det bliver åbenlyst, så snart noget i vores liv bryder det mindste sammen. Øjeblikkelig kan vi mærke uro og bekymring. Der skal ikke ret meget til, før angsten dukker op, og vi kæmper selvfølgelig som rasende for igen at få styr på situationen. Frygt er det, der igen og igen får os til at anstrenge os yderligere for at opretholde den normalitet, som vi forbinder med tryghed og sikkerhed. At miste kontrol over situationen og komme ud i noget, vi ikke kan overskue eller se nogen vej ud af, er det, vi frygter allermest.

Det er da heller ikke nogen behagelig oplevelse, men at være i en situation, man ikke kan få styr på, er en invitation til selvopdagelse. Som en anden opdagelsesrejsende er man i ukendt terræn og må gå forsigtigt frem. Hvad findes derude, hvor man ikke har været før? Er det farligt eller vidunderligt? Helt sikkert begge dele. Man frygter, at man kan falde i afgrunden et eller andet sted derude, men længslen efter at se det ukendte land, driver alligevel én fremad som en anden Columbus i søgen efter det forjættede land.

Columbus’ rejse er et godt billede på den vanskelige situation, som en opdagelsesfærd er. Han begav sig af sted, fordi han ud fra sine beregninger mente, at det måtte være muligt at sejle rundt om jorden og nå Indien ad søvejen. Men helt sikker kunne han ikke være. Jo længere de kom ud på Atlanterhavet, desto større blev frygten for, at de var på vej mod afgrunden. Det må virkelig have krævet helt ekstraordinært mod at fortsætte, og Columbus må have kæmpet med sin angst, som han naturligvis ikke kunne dele med den i forvejen skræmte besætning. Men han fortsatte, og en dag kom så det vidunderlige øjeblik, hvor de så en stribe grønt land hæve sig i horisonten: Den nye verden.

Efter denne bedrift var en ny vej banet for andre, som nu uden angst for fortabelsen kunne rejse samme vej. Afgrunden var forvandlet til en mulighed. Og sådan er det også med alle andre farefulde og ukendte situationer. Har man først været i dem, så kender man vejen og ved, at det, der gjorde en så bange, slet ikke indeholdt nogen grund til frygt.