Mange mennesker har en forventning om, at andre mennesker og specielt deres partner skal være på en bestemt måde, hvis de selv skal have det godt. Og den mest almindelige forventning er, at vedkommende skal være behjælpelig med det, de selv har svært ved. Ja, det er nærmest et krav. Igen og igen kan man høre, hvordan mænd mener, at kæresten skal give dem ros, omsorg, varme og anerkendelse, for det kan de tilsyneladende ikke finde ud af at give sig selv. Og kvinder kræver af deres mænd, at de skal levere den handlekraft, autoritet og struktur, som kan gøre dem trygge og skaffe dem den selvtillid, de åbenbart ikke har selv.

Det kan være meget godt, at det, de to køn er gode til, kan de hjælpe hinanden med at finde ud af. Men meningen må da være, at man efterhånden lærer det selv, så man ikke livet igennem skal være afhængig af at skaffe sig accept eller tryghed udefra. At blive ved med at kræve, at så basale funktioner skal opfyldes af en anden, er at invitere til temmelig langvarige problemer. Dels fordi man bruger sin energi på at få en anden til at opføre sig, som man selv har brug for, at vedkommende skal være, og dels fordi man dermed fuldstændig forsømmer sin egen udvikling. Det kan ikke føre til andet end utilfredshed og gensidige bebrejdelser. Så et godt råd er at komme i gang selv, og dermed holde op med at belaste sin partner med forventninger om, at han eller hun skal levere varen.