Når man interesser sig for selvudvikling, er en af grundene sandsynligvis, at man oplever lidelse i sit liv, og derfor søger efter forklaringer på sin situation. Men det er ikke nemt at finde beskrivelser, der gør rede for, hvordan lidelse hænger sammen med selvudvikling. Derfor denne lille introduktion til emnet.

At opleve lidelse er først og fremmest det, der starter en søgen efter at få det bedre. Mig bekendt har ingen flyttet sig, så længe det går godt. Betingelsen for, at vores søgen for alvor bliver påtrængende, er, at vores forhåbninger gentagende gange slår fejl. Det må nødvendigvis forholde sig på denne måde, for så længe vi kan høste point på vores normale adfærd, så opretholder vi den selvfølgelig. Først når vi oplever gentagne nederlag og må erkende vores smerte, først da sker der noget. Vi lytter ikke, før vi bliver tvunget til det. Oplevelsen af modgang er derfor nødvendig, hvis man overhovedet skal have en chance for at komme videre. At du kan opleve og rumme lidelse er således din hjælper og ikke din fjende. Den er igangsætter, og den er også betingelsen for, at du kan holde til at begive dig ud på den indre rejse.

Selvudvikling handler nemlig om at kunne rumme og til fulde opleve vanskelige tilstande af angst, sorg, irritabilitet, raseri, smerte, depression og forladthed. Vejen går nedad og indad i en søgen efter det, vi har fortrængt, fordi vi ikke kunne holde ud at forholde sig til det. At opleve de vanskelige følelser er ikke et tegn på, at noget er galt, tværtimod. De er et signal om, at noget, der hidtil har været ubevidst, prøver at komme igennem til én. Så det gælder om at finde ud af, hvad der er.

Men måden, dette sker på, er alt andet end nem. Da vi som sagt ikke flytter os, før vi er tvunget til det, er det indlysende, at det, som driver selvudviklingsprocessen fremad, er yderligere prøvelser. Så hvis man oplever, at ens liv er fyldt med vanskeligheder, skal man prøve at se det som noget, der vil have en til at ændre opfattelse. Selv om det føles alt andet end behageligt, så må man erkende, at uden denne stadige påmindelse i form af lidelse ville man blot slå sig til ro med det forhåndenværende.

Oplevelsen af meningsløshed og afmagt er derfor en tilstand, der bebuder forvandling. Denne erfaring er beskrevet i den mystiske tradition, hvor det igen og igen fremhæves, at en tilstand af ikke-viden er den mest frugtbare tilstand, man kan befinde sig i. Når man føler sig totalt desorienteret og uden mulighed for at gøre noget ved det, er det ensbetydende med, at ny indsigt kan bryde igennem. En oplevelse af krise er derfor selve garantien for, at noget kan blive afgørende anderledes.

Når forvandlingen så langt om længe indtræffer, forstår man, hvad lidelsens funktion består i. Det står klart, at al den lidelse, der er gået forud for nyorienteringen, ikke havde kunnet undværes. For det er netop denne lidelse, som bringer én til det punkt af udmattelse og opgivelse, der gør bevidsthedsudvidelse mulig. Så længe vores liv former sig efter vores ønsker og forestillinger, kommer vi aldrig i nærheden af at forstå, hvem vi dybest set er.

Har du lyst til at gå videre, så læs Tomhedens fylde. Indledningen begynder således: ”Hvad siger du, kan du ikke længere forstå, hvad der foregår? Har du mistet orienteringen, og lykkes intet længere for dig? Oplever du, at det hele til tider er temmelig meningsløst, og har du en nagende følelse af at gå glip af det egentlige? Jamen så til lykke, nu sker der endelig noget interessant!”