Den eneste måde, hvorpå man kan komme ud af en uudholdelig situation, er ved at erkende, at den er uudholdelig. Men det er netop denne erkendelse, vi har så uendeligt svært ved at nå frem til. I stedet prøver vi ihærdigt, om ikke det alligevel kan lade sig gøre at holde den gående. Vi er simpelthen så bange for det øjeblik, hvor vi må sande, at tingene ikke giver mening.

Det er også et skrækindjagende øjeblik. Vi har jo alle en hel masse indre antagelser og forestillinger, som vi dagligt forsøger at leve op til i vores forsøg på at blive lykkelige. De er en slags indre køreplan, som vi har konstrueret i håb om, at tingene skal lykkes for os på den måde, vi ønsker og håber. Så når det øjeblik kommer, hvor denne køreplan ikke virker mere, og ens verden, som man kender den, ikke længere fungerer, så kræver det alt ens mod at komme videre.

Men det at befinde sig i en uudholdelig situation er i virkeligheden en invitation til at lære at se verden på en helt ny måde. Og det nye viser sig ikke, før man er rede til at slippe det gamle fuldstændigt. Og denne overgang er særdeles vanskelig. Man tror jo, at når man slipper det kendte, så er der ikke mere tilbage. Det opleves som et fald ud i det ukendte. Men tør man give slip, så vil man opdage, at det, der holdt en fast i den uudholdelige situation, faktisk var ens forsøg på at tage den alvorligt og prøve at få det bedste ud af den. Man kunne så at sige ikke få samlet sig sammen til at få nok af den.

Men før eller siden får man nok og tør erkende, at situationen er komplet håbløs, og derfor gider man ikke bruge flere kræfter på at få den til at give mening. Tør man på denne måde blive stille, så kan man mærke den dybe glæde, der ligger nedenunder alle ens anstrengelser for at skabe mening i noget, som aldrig havde nogen mening.