Følelser er følelser. Hverken mere eller mindre. De er, hvad de er, nogle behagelige, andre mindre behagelige og nogle temmelig uudholdelige. Men det er stadig væk bare følelser. Men sådan oplever vi dem ikke. Vi tillægger dem enorm betydning. Vi tænker over dem, prøver at få nogle til at blive og andre til at forsvinde. Vi laver dramaer ud af dem og jamrer og klager os, hvis vi oplever følelsen af at have det dårligt. På den måde afgør følelserne eller rettere vores forhold til dem vores velbefindende eller manglen på samme.

Med vores optagethed af følelserne skaber vi så megen støj, at det næsten er umuligt at gennemskue, at det ikke er den enkelte følelse, der skaber problemet, men derimod vores kamp med den. Hvis vi mærker en ubehagelig følelse, gør vi alt for at slippe af med den. Men det har præcist den modsatte effekt. Jo mere man undertrykker en følelse, desto stærkere bliver den. Og det gør den, fordi vi på den måde tillægger følelsen en betydning, som den ikke har i sig selv. Vi giver den energi ved at prøve at kontrollere den, og på den måde puster den sig op.

Det er derfor indlysende, at hvis man gerne vil leve et liv i fred, så skal man holde op med at prøve at styre sine følelser, for de kommer og går, skifter ligesom vejret. De har deres eget liv, og det skal man respektere, anerkende og drage nyttig viden af, men de er ikke det samme som ens selvfølelse. Dertil er de alt for ustabile og foranderlige. Så er man ked af det, og så er man vred, og så er man bekymret eller bange, og så er man stresset og irritereret. Vi kender det alle sammen. Det er den rene rutsjebane. På et tidspunkt får man forhåbentlig nok af at følge med op og ned, og op og ned igen. Og så sætter man sig i overført betydning roligt ned og lader følelserne leve deres eget bølgeliv, imens man selv fredeligt ser til på afstand.