Mine problemer

Hvem har ikke problemer? De er der tilsyneladende altid i en eller anden udgave. Er der ikke det ene, så er der det andet, og man er altid i gang med at løse det mest presserende

Hvem har ikke problemer? De er der tilsyneladende altid i en eller anden udgave. Er der ikke det ene, så er der det andet, og man er altid i gang med at løse det mest presserende. I stedet for bare at fortsætte denne måde at leve på, så er det en god ide at blive bevidst om, hvilke problemer man har, og hvordan man prøver at løse dem og ikke mindst tænke godt og grundigt over, om ens løsningsmodeller nu også fungerer efter hensigten. Løser de problemerne og får man det virkelig bedre?

Start med at skrive dine problemer ned og ud for hvert problem noterer du de måder og midler du anvender i dit forsøg på at løse det. Det kunne fx se sådan ud:

Mine problemerMin løsningsmodel
FamilieproblemerEvige diskussioner og skænderier
Dårligt humørStimulanser, underholdning
UsikkerhedSelvbeskyttelse, anspændthed, kontrol
Angst for nærhedAt være fortravlet, vagtsomhed


Man skal ikke være den store psykolog for at indse, at disse løsningsmodeller ikke virker, og dog er de helt almindelige metoder, som stort set alle anvender på de ligeså genkendelige problemer. Det ser desværre ud til, at vi bruger vores liv på en nyttesløs adfærd, som opretholder problemerne i stedet for at løse dem. Det kan man forsikre sig om ved at beskrive, hvad man selv får ud af sine løsningsmodeller. Hvordan virker de? Får man det bedre eller sådan, som man håbede på?

Det er helt sikkert, at det gør man ikke. Men hvorfor bliver vi så ved på samme måde? For selvfølgelig er der en grund til at vi bare fortsætter vores adfærd, selvom vi ikke får det spor bedre af det. Og grunden er, at vi ikke tør tænke tanken, at vi ikke får det bedre af vores løsningsforsøg. At erkende at vores respektive måder at forsøge at få det bedre på simpelthen ikke virker, er meget skræmmende. For hvad skal vi så gøre?

Svaret er som altid bevidsthed. I det øjeblik man faktisk tør erkende sine problemer og se klart på sin måde at prøve at løse dem på, så sker der noget overraskende. At turde erkende, at se klart, at blive bevidst er ganske enkelt et tryllemiddel, intet mindre. Prøv det selv! Tør man se klart, så holder man for det første op med vanemæssigt at bruge den løsningsmodel, som man nu tør erkende overhovedet ikke virker. Og når man ikke længere selv maser på, så sker der også noget med det, man før oplevede som et problem. Man mister ganske enkelt interessen for det, og man kan forbløffet konstatere, at det var ens egen masen med at løse problemet, der holdt liv i det. Når man ikke længere forsøger at løse det med sin egen ineffektive indsats, eksisterer det ikke længere som et problem.