Det, du er bevidst om, det du giver plads og anerkendelse i dit liv, dvs. det du selv kan rumme, er aldrig et problem. Derimod er den følelse, du ikke kan lide, en evig forstyrrelse, fordi den hele tiden vil forsøge at få din opmærksomhed. Men det er lettere sagt end gjort at lære at elske de vanskelige følelsestilstande som sorg, vrede og frygt.

Instinktivt forsøger vi alle at komme væk fra det, der gør ondt, så vi kæmper med at få det til at forsvinde. Men som enhver ved, så lykkes denne kamp ikke. Det skyldes, at det man angriber, af gode grunde bliver godt og grundig rasende og selvfølgelig langer ud efter en. Så ved at kæmpe med noget gør man bare alting værre.

Der er kun én måde at leve i fred på, og det er ved at slutte fred. Det lyder meget mærkeligt, at der skulle komme noget godt ud af at forlige sig med en følelse, man ikke kan holde ud. Men prøv det selv. Prøv at lade den følelse være der, som du altid har hadet, men som vedblivende insisterer på at blive lukket ind. Hvis du ikke længere gør modstand mod den, så ændrer den også selv karakter og bliver fredelig. Det er kun det, vi selv angriber, der angriber os. På den måde består det, vi oplever som vores liv, af vores egne angrebstanker. I det øjeblik, vi slutter fred i stedet for at angribe, så ændrer vores verden sig også til en oplevelse af fred. Det er ren magi.