Det er det helt store mysterium, hvorfor vi hver dag kæmper og anstrenger os for at få det hele til at lykkes, når vi nu alle sammen ved, at det ikke sker. Det, vi hver især kæmper med og håber på snart bliver bedre, forandrer sig ikke det mindste. Men vi fortsætter alligevel vores håbløse kamp uden som meget som at overveje at stoppe, fordi vi tror, at det at kæmpe og håbe er livet.

”Carry on”, som de siger i amerikanske film, når helten med nød og næppe er sluppet med livet i behold. Og så fortsætter vi, simpelthen fordi vi ikke ved bedre.

Det falder os ikke ind, at man kan tillade sig at sige: Det her er for tåbeligt, det hverken kan eller vil jeg tage alvorligt. Vi skal virkelig presses meget hårdt og længe, før vi kommer til det øjeblik, hvor vi stopper vores evige forsøg på at give dét mening, som vi i virkeligheden ikke kan holde ud. Vi er simpelthen så bange for, hvad der sker, når vi langt om længe må opgive at få tingene til at hænge sammen på den måde, vi har troet, at de gjorde. Men det øjeblik, hvor vi må se sandheden i øjnene, kommer heldigvis.

Når man endeligt indser, at det ikke hjælper noget at blive ved med at slås og kæmpe for, at alting skal blive bedre, så opdager man, at det, man baksede med at forandre, var et problem, netop fordi man kæmpede med det. Og man kæmpede med det, fordi man på en eller anden måde ønskede, at tingene eller andre mennesker skulle være sådan, som man selv havde brug for, at de skulle være.

Når man tør lade alting være, som det er, så vil man til sin store forundring opdage, at det, man ikke kunne holde ud, aldrig havde noget at gøre med den, man virkelig er.