Det er en interessant iagttagelse, at vores liv dybest set er en gentagelse. Det kan måske se ud som om, der sker noget nyt, men i virkeligheden er det bare mere af det samme. Det er en indsigt, vi alle sammen har, for hvem kender ikke til at kede sig, men det er en indsigt, vi ikke bruger til noget. For vi tør ikke tænke tanken til ende. Så vi finder i stedet på noget nyt og prøver at udvikle os og bruge nye sider af os selv.

Men før eller siden ender vi igen med at føle, at det hele er noget, vi har prøvet før. Og en dag tør vi tænke lidt dybere over det. Og hvis man er ærlig nok, så vil man kunne se, at ens liv er en gentagelse af de samme oplevelser. Selvom man har kæmpet bravt for at udvikle sig, så sker der alligevel det, der plejer: De samme følelser, tanker, stemninger og tilstande. Det var alligevel pokkers. Hvordan kan det være?

Det skyldes, at det, vi oplever som værende os, er en forestilling bestående af en række fastlåste karaktertræk. De ændrer sig ikke, og man kan ikke lave om på dem. Men man kan noget andet. Man kan blive klar over, hvordan de ser ud. Så hvis man har modet til sandfærdigt at beskrive sig selv, så har man en nøgle til at opdage, at det, man oplever som sit liv, blot er en gentagelse af disse karaktertræk. Firkantet sagt, så det er ens personlighed, der lever ens liv, og ikke en selv.

Nu er det heldigvis sådan, at man er i stand til at opdage det. Og så sker der endeligt noget nyt. Man opdager, at man er mere end sin personlighed. Man er den, der kan iagttage sin personlighed. Det kaldes bevidsthed og er en lysende klar oplevelse af glæde.