Det, vi oplever som vores personlighed, er i virkeligheden en fortælling, vi selv har konstrueret. Nøjagtig som man skriver en hvilken som helst historie, har vi hver især valgt et indhold og en synsvinkel, som vi synes er interessant. Der er ting, vi vil have med i vores fortælling og ting, som vi helt udelader, fordi vi af en eller anden grund ikke synes om dem.

Og så bruger vi vores liv på at få vores udvalgte historie til at udspille sig. Og det gør vi på den måde, at vi arbejder ihærdigt på at få vores verden til at ligne vores ide om, hvordan den skal se ud. Det betyder, at vi kæmper for at være på den måde, vi har udvalgt som den rigtige. Og det medfører selvfølgelig, at der er ting, der ikke må ske eller måder at opleve på, som bare ikke må indfinde sig. Det siger sig selv, at det kræver konstant opmærksomhed og kontrol. Intet under at vi tit føler os trætte og modløse. Alt det, vi ikke vil have med i vores fortælling, har det jo med at dukke op alligevel.

Denne kamp for selv at konstruere sit livsindhold er og bliver et liv i anstrengelse, da ens personlige historie altid vil medføre en benægtelse af alt det, man ikke vil vide af. Men det, man på denne måde har bortvist, vil ikke bare forsvinde. Det vil vedblivende prøve at gøre opmærksom på sig selv. Og før eller siden erkender man forhåbentlig, at det ikke er farligt at lukke det ind. Det medfører selvfølgelig, at man ikke længere kan blive ved med at fortælle sin gamle historie om sig selv, men kan det ikke være lige meget. Så så sjov var den jo heller ikke.