Hvem kender ikke situationen, hvor man igen og igen maser med at få styr på et problem, der bare ikke vil give sig? Man prøver og prøver at ordne situationen, men til ens store fortrydelse og irritation udebliver den ønskede forløsning. Problemet dukker op igen og kræver fornyet indsats og fornyet håb om, at denne gang har man fat i den lange ende. Men nej, heller ikke denne gang.

Nu skulle man tro, at når man i lang tid har kæmpet på denne måde, så ville det være naturligt, at man stoppede op og kiggede nærmere på, hvad det er, man har gang i. Hvorfor bliver man ved med at anstrenge sig for at få noget til at hænge sammen, der tydeligvis ikke hænger sammen på den måde, man tror?

Men det almindelige er, at vi bare fortsætter med vores forestilling om, hvordan tingene skal være. Vi anstrenger os lidt mere og kæmper lidt hårdere for at få vores vilje. Vi håber jo, at det vil blive bedre, hvis vi gør sådan eller sådan.

Først når vi har prøvet alle muligheder og stadig ikke kan få det til at virke, kommer modet til at indse, at der er ens egen fastlåste forestilling om, hvordan tingene hænger sammen, der står i vejen. Og så kommer indsigten: Hvis jeg nu giver slip på min egen forestilling om, hvordan tingene burde være, så kan jeg se tingene, som de er, og er der så noget problem?

Svaret er nej. Problemer skaber vi selv, fordi vi vil have vores vilje.