Alle længes vi efter kærlighed, og vi leder alle sammen efter den på en eller anden måde. Det er vist ikke forkert at sige, at alt, hvad vi foretager os, er et forsøg på at blive elsket, blive set, få opmærksomhed, blive taget imod. Og af og til opnår vi da også et glimt af denne lykke, men som de fleste ved, så varer øjeblikket ikke ved, og vi længes igen.

Det skyldes, at den kærlighed, vi søger, ikke er der, hvor vi tror. Vi leder efter den via nogen eller noget, og der vil vi aldrig nogensinde finde den. Igen og igen oplever vi, at det vi håbede skulle sikre os en oplevelse af lykke simpelthen ikke er i stand til det, lige meget hvor meget vi maser med det. Det er jo til at blive desperat af, og mange mennesker er faktisk i en evig tilstand af sorg og vrede over, at det ikke lykkes for dem at opleve den kærlighed, de sådan længes efter. Ofte er deres fortvivlelse og raseri tilmed helt ubevidst, det vil sige, at de ikke selv er klar over, at de bærer rundt på denne mørke energi af fortabthed. I stedet opfører de sig stadig mere krævende og klagende uden nogensinde at blive klar over, hvad deres frustration skyldes, og hvad de kan gøre for at helbrede den.

Og helbredelsen ligger ellers lige for. Den kærlighed, vi alle sammen længes efter, findes virkelig. Den er ikke nogen forgæves ønskedrøm, men er mere virkelig end noget andet. Faktisk er den det eneste, som er virkelig. Vi leder blot efter den det forkerte sted. Den findes ikke via nogen eller noget; den findes inde i hver eneste af os. Det vil enhver opdage, hvis de søger i deres eget hjerte i stedet for alle mulige andre steder.