Betydningen af selvudvikling

En potteplante skal med tiden have en større potte og ny jord for fortsat at kunne trives og gro ...

En potteplante skal med tiden have en større potte og ny jord for fortsat at kunne trives og gro. Det er et af de bedste billeder jeg kender, når det gælder om at forstå betydningen af selvudvikling.

Mange ved, hvordan en potteplante ser ud, når den er blevet for stor til sin gamle potte, og rødderne derfor kæmper vildt for at finde vej ud og få mere plads og næring. Sådan er det også med os mennesker. Når vores nuværende forståelse er blevet for trang til at rumme vores virkelige potentiale, så begynder vores liv at knirke og knage.

Så gælder det om at være opmærksom og forstå, at det nu er på tide at flytte grænserne for, hvad man hidtil har forstået om sin måde at leve på. Man må mentalt og følelsesmæssigt forsøge at skaffe sig mere plads, det vil sige prøve at åbne sig over for det, man hidtil bare har skubbet af vejen i håb om, at det ville forsvinde. Man må tage sine tanker, følelser og oplevelser alvorligt og tage hånd om det, man sikkert længe har gået og ruget over uden rigtig at have kunnet tage sig sammen til at gøre noget ved det. Derimod har man brugt lang tid på at bekymre sig og forestille sig, hvad der eventuelt kunne ske.

Men når man tænker på billedet med potteplanten og dens kamp for at finde plads til at vokse i, så står det pludselig klart for en, hvor vigtigt det er at lytte til sig selv og sørge for, at man også giver sig selv mulighed for at gro og trives.