For at forstå hvad det vil sige at være i nuet, kan man prøve at forestille sig, at man står i en stor hule. Det eneste, der er der, er ingenting. En oplevelse af stilhed og tomhed fylder alt. I denne overvældende oplevelse er der slet ikke plads til tanker eller forestillinger. Man er bare.

Det er en vidunderlig tilstand, når man tør være i den, men i lang tid vil oplevelsen af, at der intet foregår, skræmme en. Faktisk er vi så bange for at opleve ingenting, at vi netop af den grund sætter alle mulige aktiviteter i gang. Vores liv går netop med at fylde noget i den skræmmende oplevelse af tomhed, og der er jo nok at tage af: problemer, arbejde, interesser, underholdning, motion, stimulanser, kommunikation, uenigheder, håb, drømme og så videre.

Det er først, når man begynder at opleve en stigende utilfredshed med al ens aktivitet og støj, at man begynder at interessere sig for, hvad stilheden og tomheden er for en tilstand. Og man begynder at forstå, at det, man hidtil har oplevet som sit liv, kun har været et forsøg på at undgå at komme i nærheden af denne tilstand. For den er virkelig fuldstændig forskellig fra det, man kender.

Den kræver ingen indsats fra ens side, ingen anstrengelse eller præstation, men det er netop det skræmmende. For at kunne opleve tilstanden af ingenting, må man selvfølgelig selv kunne træde til side og være villig til ingenting at være. Og hvordan gør man lige det? Det kræver øvelse i at turde være stille og tom, og så en dag oplever man pludselig det, som ikke kan forklares: Den mystiske oplevelse af ingenting. Og så forstår man for første gang, at livet er noget, der er, og ikke noget, vi selv skal skabe.