Hvis man kun skal huske én ting om selvudvikling, så er det, at selvudvikling er en selvafviklingsproces. Det er en proces, hvor man lag for lag skiller sig af med de forestillinger og ideer, man hidtil har været identisk med. Og måden, man gør det på, er til tider en barsk affære. For som regel er det noget, man bliver tvunget til, fordi ens forhåbninger gentagne gange lider nederlag. Det er virkeligt ikke sjovt, når man må konstatere, at det ikke gik, som man havde håbet.

Det, vi bruger vores liv på, er jo netop at prøve at få vores liv til at lykkes, sådan som vi gerne vi have det. Det er ikke forkert at sige, at vi slås for det, vi tror på, nogen endda rent bogstaveligt. Vi vil bare så gerne se vores egne ideer virkeliggjort, at vi tror, at det er, hvad livet går ud på. Men i virkeligheden er vi optagede af os selv og vores egen opfattelse af tingene.

Selvudvikling indebærer, at man gradvist bliver klar over, at man er spærret inde i sine egne ideer. Det er ens forestilling om sig selv, man hele tiden er optaget af at leve op til. Og man indser, at disse ideer og forestillinger må slippes, hvis man vil have en autentisk oplevelse af livet. Man er ikke sine tanker, følelser, forhåbninger eller ideer. Man er bare.