De mennesker, som er nået frem til oplysning, fortæller om den samme skelsættende indsigt, der er afgørende for den forvandling, de har oplevet. Og denne indsigt går i korthed ud på denne erkendelse: Jeg er intet, jeg har intet, og jeg begærer intet. Og hvad mener de så med det?

Det, de har indset og forstået, er, at den selvoplevelse, ethvert menneske har, kun er en overfladisk konstruktion. Alle de tanker, følelser og forestillinger, vi gør os, er kun toppen af isbjerget. Neden under vores bevidste indstilling findes bogstaveligt talt et hav af viden og information, som vi overhovedet ikke har nogen anelse om. Vi bruger kun den lillebitte øverste del, som vi kender ud og ind, og som vi derfor oplever som vores Jeg og derfor bruger igen og igen. På den måde er vi indespærret i en lille begrænset verden, som vi oplever som vores virkelighed. Inde i den kæmper vi vores kampe og dømmer noget som godt og noget som dårligt. I virkeligheden er vi bare fastlåste og begrænsede.

Det er denne erkendelse, mystikerne har gjort, og derfor kan de roligt sige: Jeg er intet! Hvad Jeget finder på og kan udrette er umådeligt uinteressant. Derfor lytter de ikke til den stadige strøm af tanker, det producerer. De ved, at hvis man virkelig vil vide noget, så skal man lytte til den enorme viden, som findes neden under Jeget. Og denne viden kan man kun få adgang til, hvis Jeget holder mund, det vil sige indser, at det intet har at byde på: Jeg har intet. Og endelig har de indset, at Jegets forsøg på at blive til noget, at være noget, er fuldstændig latterlig. Det har intet at have det i, det ved uendeligt lidt om lykke, derfor: Jeg begærer intet.

Når man på den måde gør indrømmelsen, at man i virkeligheden ingenting forstår og magter, så gør man plads til, at al den kærlighed og viden, der ligger uden for Jeget, kan strømme ind og fylde én op. Det kaldes oplysning.