Vores virkelighedsopfattelse

”Jeg vil se det, før jeg tror det”, er en helt almindelige vending ...

”Jeg vil se det, før jeg tror det”, er en helt almindelige vending. Og med den mener vi, at vi først bliver overbevist om noget, når vi rent faktisk kan konstatere, at det forholder sig sådan. Det kan være meget godt, når det gælder tvivlsomme påstande, men som almindelig tilgang til tilværelsen duer denne indstilling ikke. For det forholder sig lige omvendt: Man må tro på det, før man kan se det. Det, vi oplever som vores virkelighed, hænger nøje sammen med det, vi tror på. Vores overbevisning om, hvordan tingene hænger sammen afgør, hvad vi er optagede af.

Det betyder så meget som, at hvis du vil opleve noget andet i din tilværelse, så er det din forestilling om, hvad der er sandheden for dig, du skal kigge efter i sømmene. For det er den, du hele tiden ser afspejlet i din hverdag. Det er din egen tro på, hvad der er virkeligt, der giver dig din oplevelse af, hvad dit liv består af. Den overbevisning, vi har, virker som et par briller eller et filter, som vi ser alting igennem. Problemet er, at det er vi slet ikke klar over. Vi tror, at vi oplever virkeligheden og ikke kun vores egen opfattelse af den.

Men det er det, vi tillægger værdi og betydning, som fylder vores liv. Det, vi giver vores opmærksomhed, bliver der helt enkelt mere af, fordi vi giver det energi gennem vores fokusering på det. Og sådan kan vi hele tiden bekræfte os selv i, at det vi oplever, er virkeligt, fordi det fylder så meget.

Men det er og bliver vores egen forestilling, der afgør, hvad vi oplever som virkeligt, så det gælder selvfølgelig om at arbejde sig fri af alle personlige vurderinger, domme, sympatier og antipatier, så man kan iagttage virkeligheden uden et personligt filter. Først da kan virkeligheden skinne igennem.