Det svære ved selvudvikling består i, at man arbejder med ubevidst materiale. Det vil sige, de sider af en selv, som man ikke har nogen viden om, fordi de ligger uden for ens selvopfattelse. Man arbejder så at sige i mørke, fordi man hverken ved, hvad man leder efter, eller hvordan man skal finde det.

Et af de bedste hjælpemidler i denne proces er ens drømme. De kan kaste lys over det, man selv endnu ikke er klar over. Og de kommer ofte med overraskende pointer, som først langsomt går op for en. Ikke fordi drømmene er dunkle i deres budskab, men fordi det, de siger, som regel strider mod det, vi gerne vil høre. Helst vil vi jo bare bekræftes i, at vi gør alting rigtig og er kommet langt i vores udvikling, men så peger drømmene alligevel på noget, vi ikke har forstået. Mange mennesker drømmer tilmed den samme drøm igen og igen, og det er et klart signal om, at man endnu ikke har forstået, hvad den siger. Det vil sige, at man stadig lever sit liv på en måde, som drømmene vedholdende prøver at få en til at blive bevidst om.

Når man har arbejdet et stykke tid med sine drømme, finder man ud af, at nogle er vigtigere end andre. De har en særlig vægt, lyser på en bestemt måde og er umulige at glemme igen. Til den kategori hører også ens barndomsdrømme. Hvis man som voksen stadig kan huske en eller flere barndomsdrømme, så er det fordi, de har et budskab til én, som det er al umage værd at prøve at forstå. Disse drømme er som et skatkammer, hvor man kan få stor hjælp til at finde sit virkelige selv.