For at høre kilden, må man selv være helt stille. Lyden af en kilde er sådan en smuk lyd. Det rislende vand er beroligende som intet andet. Det minder om, at alting strømmer, og alting forandrer sig, men hele tiden er kilden der. Det vil sige, at nok forandrer vores liv sig, men der er en kerne, der ikke bliver anderledes. Og denne kerne er din bevidsthed. Prøv selv en gang at mærke efter indeni. Din bevidsthed om dig selv er der hele tiden, og den er den samme, som den altid har været, selvom du er blevet ældre, og selvom dit liv har forandret sig med årene. Den, der var indeni, da du var barn og ung, og den, du er nu, er den samme vågne bevidsthed, som iagttager, det der sker med dig og for dig.

Så noget i dig er altid den samme uanset, hvad der sker med dig. Bevidsthed er den, du er. Hvad du er bevidst om, forandrer sig derimod hele tiden. At huske dette gør det nemmere at opleve nuet uden at ville noget andet med det end at lade det strømme igennem sig. At lytte, iagttage og være opmærksom på det øjeblik, som lige nu er uden at have planer om, hvad der nu skal ske. At være stille og opleve ganske enkelt, men det er ikke så nemt at lære. For vi mennesker har det jo med at bygge dæmninger og lave blokeringer i form af bestemte krav og meninger, og så oplever vi ikke længere livet selv, men derimod vores eget projekt. Og uanset hvor godt vi mener, at det er, så kommer det aldrig i nærheden af at være så smukt som livet, der får lov at strømme frit.